Fyraftensmøde i Aarhus: Ledelse – med tvivlen som følgesvend

Er du leder? Har du oplevet at blive overmandet af tvivl? Leder du i en organisation, hvor handlekraft og hurtige beslutninger hyldes? Så er du ikke alene. På dette fyraftensmøde bliver du præsenteret for en metode, der kan hjælpe dig med at agere med tvivlen som din følgesvend. En tænkning der gjorde bogen ’Lederen mellem tvivl og handlekraft’ til årets ledelsesbog i 2018.

Clavis Erhvervspsykologi inviterer til fyraftensmødet med oplæg fra Lotte Lüscher, partner i Clavis Erhvervspsykologi, forsker og forfatter til bogen “Lederen mellem tvivl og handlekraft”. Desuden er Lotte forfatter til en række andre bøger og artikler om ledelse, senest ”Kort og Godt om Paradokser i ledelse”, som udkom i januar 2020.

Ledelse er en disciplin, der til tider er fyldt med kompleksitet, modsætningsfyldte krav og ambivalens, hvilket kan skabe grobund for ledelsesmæssig tvivl og handlingslammelse. Det kan være en udfordring at leve op til tidens krav om omstillingsparathed i en hverdag stærkt styret af politiske, ledelses- og/eller bestyrelsesmæssige interesser – og samtidig holde fast i egne værdier. Tvivlen melder sig, og samtidig skal du som leder udtrykke ro, autoritet og handlekraft.

Foredraget indeholder bud på mange af de modsætningsfyldte fordringer, som ledsager lederskabet, og som enhver leder derfor må forholde sig til. Undervejs vil deltagerne få mulighed for at forholde sig til, hvilken plads tvivlen må have i deres lederskab som forudsætning for lederens handlekraft.

Arrangementet er gratis
Der vil være lidt forfriskninger og snacks undervejs.

Tilmelding
Tilmelding sker til: kontakt@clavis.dk