Det er ikke nødvendigvis den stærkeste retoriker, der har ret

Når samarbejdet er gået i kludder, sætter jeg ofte fokus på teamets mødepraksis. Hvilken dynamik præger møderne?

De fleste gange viser det sig, at de kører det, jeg kalder statement-kommunikation: Alle kommer med deres meninger, argumenterne køres i stilling, og dén med de bedste talegaver vinder – ikke den med bedst blik for den fælles opgave.

Men at én af jer vandt argumentationsrunden, er ikke det bedste for teamet!
Mange teams genkender det med det samme: Ja, det er det, vi gør! Vi udveksler statements, men ingen lytter for at blive klogere, kun for at kunne argumenter imod.
Teamet skal lære at drøfte på andre måder og vinke farvel til, at det er den stærkeste retoriker, der vinder. Det kan medføre et tab af magt og privilegier for de personer, der indtil nu har været de stærkeste i teamet. De skal være villige til at opgive den position. De skal komme ud over det individuelle, faglige perspektiv til fordel for det fælles mål og det overordnede fokus. Det kræver opmærksomhed og opfølgning, at de stærke skal vænne sig til at indtage en ny, mere ligeværdig position.

For når den enkelte er meget optaget af at få sin egen faglighed og passion fremført, glemmer hun fuldstændig, at andre erfaringer også kan være frugtbare for opgaveløsningen. Når vi rykker ved balancen, opstår der nye muligheder i rummet, og der kommer nye perspektiver frem, der kan berige og supplere.

Det kræver øvelse at ændre teamets dynamik

Når først teamet har accepteret præmissen om, at mit perspektiv ikke altid er bedst for den fælles opgave, opstår der en samstemthed om det. Allerede det, at teamet taler om tingene på en ny måde og adresserer, at de skal prøve andre færdigheder af for at lykkes, skubber til teamets dynamik. Der er allerede lavet en lille forstyrrelse i måden, de er sammen på.

En ting er, at teamet har en ny fælles forståelse – men hvordan fører de den ud i livet??

Det kræver øvelse!
Teamet skal have konkrete erfaringer og sammen drøfte, hvad der var svært, og hvorfor det måske ikke lykkedes i første hug. De skal have en fælles øvebane med individuelle fokuspunkter, hvor fx de stærke skal øve sig på ikke at argumentere for at vinde.

At indarbejde nye samspilsvaner og kommunikationsvaner er svært. Det kræver en fælles ramme for de nye drøftelser, som kan hjælpe teamet med at opretholde de gode rutiner og den enkelte med ikke at falde tilbage til plejer. Og det kræver ledelsesmæssig opbakning!

Flyt holdningerne væk fra personen og over til positionen

De enkelte argumenter skal flyttes fra det personlige over til at repræsentere forskellige positioner og perspektiver på opgaven. Og teamet skal forpligte sig til at udfolde flere sider af en sag. Det flytter drøftelsen væk fra det personlige plan og den individuelle positionering.

Helt konkret anbefaler jeg, at teamet gør det fysisk. Bevæg jer rundt i lokalet, når I indtager forskellige perspektiver – ikke kun den person, der fremfører argumentet – men alle. Så bliver det tydeligt, at nu ser vi på problemstillingen ud fra dette perspektiv, allesammen. Denne ramme omkring det, at se på en sag fra forskellige sider, gør det nemmere at forstå, hvad vi får blik for, når vi fx ser det fra denne side.

Teamet udvælger sammen en person, der har taktstokken, og som har mandat til at beslutte, hvornår der skal skiftes til et nyt perspektiv, og hvornår teamet skal blive lidt længere i det perspektiv, de er i gang med at belyse. Det ender oftest med at være en af dem, der ikke tidligere har taget kampene, der på denne måde varetager fællesskabet og ikke de individuelle dagsordener.